Virksomhedsklummer

Mødet fandt sted fredag den 1.marts, og jeg skylder at sige, at jeg som bibliotekar har arbejdet hele mit arbejdsliv inden for det offentlige. Det er den arbejdskultur, jeg kender bedst, den jeg er mest fortrolig med. I erhvervskredse vil man givetvis anse det for et handicap, men det er dog for intet at regne mod mit egentlige handicap: Jeg er talblind. Tal er et sprog, jeg ikke forstår. Jeg kan ikke forholde mig til dem, jeg glemmer dem, de siger mig ikke noget. Selv størrelsesforhold lader mig kold. Som regel betyder det dog ingenting i mit praktiske liv. Man kan udmærket have økonomisk sans, selv om man er talblind.

Af samme grund er der én ting, der står fast: Ingen behøver at frygte for, at jeg skulle lække noget, hvad tal angår. I givet fald ville tilhørerne tabe både næse og mund. Så begreber som kritisk masse, afskrivningsprofil og nøgletal, og ikke mindst den goodwill der har så megen indflydelse på nøgletallene er ude af mit system med samme fart, som de kom ind i det.

Til gengæld er der andre ting, der har fået blivende plads. Vendinger som ”klappe på plads”, ”set fra helikopteren” og ” vi fylder hele bilen, både førersædet, passagersædet og bagsædet” sidder tilbage som typisk maskuline ordbilleder. Billeder der passer pefekt på denne brede, stærke ledergruppe, som mændene karakteriserer sig selv ved. Tonen er rå og hjertelig, som man også vedkender sig det på stedet. Atmosfæren åben og handlekraftig.

Det starter sådan set allerede ude på parkeringspladsen, hvor mørke, blanke biler er linet op foran Klingsspors glasfacade. Typisk nok er her ingen Morris Minor eller 2CV’er, men på den anden side heller ingen ekstravagance. Lutter solide mærker, hvor min egen Saab falder pænt ind.

Jeg håber ikke, det er et dårligt tegn, men den første jeg møder er glarmesteren, der ligger på knæ ved siden af sin støvsuger og fjerner sporene efter nattens indbrud. Raslende forsvinder glasstumperne op gennem røret, mens han ser beklagende ud. Oppe på første sal er der sat en træplade op, dér hvor Sørens vindue skulle have været. Tyvene har på cirka fire minutter klaret at rende med både PC’er og højttalere. Det er slemt, men det mest skræmmende er næsten Sørens blå blik, da han med fasthed i stemmen erklærer: - De skal dræbes! I løbet af et splitsekund farer billeder af firmaets produkter igennem mig: Båndsavsklinger, hårdmetalfræsere, diamantfrættere… og omsider forstår jeg til bunds truslen bag ordene på Klingspors hjemmeside: Ambulancetjeneste indgår naturligt i en partneraftale med Klingspor.

Mændene virker veloplagte. Et par af dem har skarptslebne bæltespænder, men ellers virker de fredelige nok. Der står som et brus omkring dem af nystrøgne skjorter, pebermynter og verdenshave. Det er af dem, jeg bliver gjort bekendt med udtrykket Swotten, der direkte oversat betyder: Styrke og svagheder. Muligheder og trusler. De første har man selv indflydelse på. De sidste står man magtesløs overfor. Nok værd at bemærke.
Her ud over bliver jeg endnu engang gjort bekendt med de produkter, som Klingspor forhandler. Og sporene de efterlader i sindet er så afgjort maskuline: Fræsning, slibning, savning, flint og stål. Alt sammen skærende og slibende materialer til noget så uhåndgribeligt som ”Den sorte industri”.
I løbet af næste uge vil jeg prøve at gøre mig klart, hvad det betyder.

Den fjortende juni mødes femten raske mænd fra forskellige steder i Danmark og det øvrige Norden til salgsmøde. På bordene foran dem ligger tunge mapper i svært læder ved siden af sorte ringbind. Enkelte har som udtryk for sand maskulin power og potens lagt deres gedigne punge på bordet. Da disse markeringer er på plads kan mødet starte med, at den nye norske medarbejder Arild Jacobsen får lov at præsentere sig selv.
Under denne del af mødet er der behørig opmærksomhed, alle lytter. Derefter er det slut. Anarkiet breder sig, man bryder ind og taler i munden på hinanden. Stiller spørgsmål til kolelgerne, og den der holder oplæg er tyspisk den tavseste af forsamlingen. Søren forsøger sig længe med at tysse blidt, men så skærer han igennem: - Jeg har hørt nok. du skriver Kurt!

Efterhånden som mødet skrider frem, dukker der mange for mig nye ting frem. Forkortelsen CRM for eksempel, som på godt vestjysk betyder Customers relation management. Håndteringen af virksomhedens relationer, bygget op omkring kontaktpersoner. Men også budskabet, at selv om vi ikke styrer børsen i Frankfurt og New York, så er det alligevel os, der styrer, går klart igennem. Vi skal ikke banke døre ind. Vi er alt for dygtige til at gå ind ad en dør, hvor vi ikke kan have en omsætning på mindst 20.000 Kr. årligt. Lad kunden så vidt muligt blive etableret hos en af vore forhandlere.
Som eksempel vises på over-head’en en kundeinddeling hvor der ud for bogstavet E står: Kunden besøges efter vurdering. Men så harmløst skal det ikke opfattes. – ”Hvis I besøger dem, bliver der revet tarme ud!” erklærer Erik. Men heldigvis findes der også en graduering opefter. Når en kunde ændrer status til 100.000 Kr. i årlig omsætning, placeres han i det andet ben og behandles derefter. Hvad det indebærer, kan man godt frygte, men jeg håber, det betyder rabatter.

Rabatter viser sig i øvrigt at være et ophidsende punkt på dagsordenen. Først og fremmest rabatterne på skrubskiver. Sælgerne vil gerne yde kunden rabat, men faren ved at gå i den anden grøft, er hele tiden til stede. Carsten for eksempel siges at forælre varerne direkte væk. Måske gør han det mest for at slippe af med nogle af dem, for som han siger: - ”Hvis bilen skal fyldes med skrubskiver, slibebånd og skruer… det ligner en aghansk bus, inden jeg når at komme ud af Vejgården.”

Ligesom der findes kundekatagorier, findes der også rabatkatagorier, forstår jeg. Multi, L, S og Maxi. Special-rabat, lavpris og stor rabat, foruden altså maximal-rabat.
Det er naturligvis nødvendigt med koder for at holde disse rabatter hemmelige for kunderne. Men hvad gør man for, at disse informationer ikke skal komme ham for øre? Hans placering i rabat-hierakiet, hans værd som kunde og som sådan i det hele taget. Man kunne jo gå hen og glemme mappen med fortrolige oplysninger på kundens skrivebord. Det laminerede plastikort med koderne kunne falde ud af brystlommen, så hvad gør man? Hvor skjuler man koden? Det er på dette tidspunkt, det går op for mig, at disse vibrerende mænd rundt om skrivebordet slet ikke er sælgere, men agenter på hemmelig mission. L,S og Maxi og hvem der er omfattet af disse katagorier er simpelhen tatoveret opå huden. Under uret.
At agenterne også har licens til at dræbe, bliver slået fast af en bemærkning fra Anders på klingende skånsk: - ”Vi siger til kunden: Vi håber, at du ligesom vi må findes i morgen, så vi kan mødes igen.”

Diskussionen om rabatter fortsætter, i det hele taget er det svært at skaffe sig ørenlyd i denne anarkistiske forsamling. Først da Kurt tegner konsekvenserne op af rabatydelserne, bliver der ro. – ”Når vi nytårsaften gør kassen op, så ser vi, hvad der kommer ud af at give rabatter.” Og regnestykket er ganske rigtigt foruroligende. – ”Hvis kan klatter bare tre tusinde væk, så svarer det til overskuddet af salget på en lille million.” Således er der ikke langt fra himmel til helvede. – ”Bliver overskuddet for lille og rabatterne for store, er der den mulighed at reducere omkostningerne. Det vil sige lønningerne.”
Endelig blev der ro.

I bilen hjem tændte jeg for radioen og kom tilfældigt til at høre et referat fra et møde, der havde fundet sted på et afsides sted i Afrika. Intervieweren spurgte bekymret til deltagernes/ de vildes mødekultur. Råbte de op? Talte de i munden på hinanden?
- ”Nej, nej,” kunne reporteren berolige. – ”De beder om ordet, og de lytter. De har helt fattet, hvad mødekultur går ud på.”