Simple living og den blå farve

Simple living er igen in. På den fede måde, selvfølgelig. Ikke noget med bare at sjuske sig igennem. Nej gedigen og velovervejet enkelhed. Jeg havde hørt om arkitekten, der havde søgt et helt år efter den rigtige farve til sit arbejdsværelse. Og som en dag mødte op og gennemstrømmet af et indre lys fortalte, at nu havde han fundet den: Den ultra-marinblå farve. Den skulle det være. Samtidig så han ud som om han havde fundet selve løsningen på sit liv.

I sommer var vi på ferie på Island. Her besøgte vi en øde og smuk dal på Vestfjordene ved Árnarfjorden (Ørnefjorden). Dalen var forladt, bortset fra en særling, der boede der. I mange år havde han haft selskab af en anden særling, der nu var død, men hans hus, der samtidig var hans barndomshjem, stod der endnu.
Der er noget dragende ved forladte huse, så vi gik inden for. Huset var i en sølle forfatning, nærmest en ruin og gulvet næsten rådnet op. Eneboeren havde boet oppe på loftet, hvor han også havde sin mad – og et orgel! Her havde han siddet og spillet om aftenen for sig selv, for fuglene og for bjergene. Men kun om sommeren, om vinteren frøs orglet, så der ikke kunne spilles på det.
Neden under i køkkenet var den eneste rude slået ud, men vinduesrammen var tilbage og malingen næsten intakt. Den var malet med den fineste ultra-marinblå farve!

På den måde havde arkitekten haft helt ret. Simple living og ultra-marinblå er to sider af samme sag.