Kærlighedens manualer

"Det slår aldrig fejl. Hver gang jeg af omstændighederne bliver tvunget til at forholde mig til en ny digital triumf på markedet, opstår dilemmaet: Bliver tingene fra nu af forenklede eller bliver de tværtimod mere uoverskuelige?"

Giv pengene til de sindsyge

At finansministeren for nylig har udtalt, at dansk økonomi er så god, at vi snart ejer hele verden, er naturligvis en sandhed med modifikationer. Men når man på det seneste har oplevet forældre i landets kommuner demonstrere mod nedskæringer på børneimstitutionsområdet og blokere pædagogernes arbejdspladser med fuld opbakning fra pædagogerne - ja, så trænger tanken om mere nødlidende grupper i samfundet sig unægtelig på.

For øjeblikket tales der meget om at gøre noget for børnene og de ældre, altså de svage i samfundet. Det skal være begge grupper vel undt, og begge har heldigvis stærke fortalere, men blandt de svage er der en gruppe, der tilsyneladende helt mangler i billedet, nemlig gruppen af sindslidende. For her er tale om et ikke-prestigefyldt område, hvor selv forskningen mangler status. Temmelig ubegribeligt, eftersom stress, udbrændthed og depression efterhånden er folkesygdomme. Men på den anden side ikke er egentlige sindslidelser.

Når der derfor næste gang tales om skattelettelser til borgerne, så giv dem til de sindssyge. Lad det for en gangs skyld handle om at lette tilværelsen for den mest udsatte gruppe i samfundet. De der lider i sindet har ikke stærke fortalere. Hvem blokerer indgangen til de psykiatriske væresteder og hospitaler? Skal en psykisk syg gøre sig håb om at blive (gen)indlagt, skal han ofte helst begå noget kriminelt. Hvem demonsterer til fordel dem? Hvem har blik og hjerte for dem?