Der er kors alle vegne

Det slår aldrig fejl. Hver gang man har fået en original idé, går der mindre end et øjeblik, så viser den sig som en ny trend. Lyder det bekendt? Sådan er der i hvert fald flere, der har det. Undrer man sig over, hvordan det går til, lyder svaret: "Det ligger i luften". Og som med så mange af den slags billeder, skal der nok vise sig at være noget om det. Måske vil man engang i fremtiden have fintmærkende instrumenter, der er i stand til at måle graden af inspiration og kollektiv modtagelighed i luften. Ligesom man i sin tid fik mulighed for at måle luftens elektricitet.
Således havde jeg for et par år siden fået lyst til at købe et kors. Rom måtte være stedet, tænkte jeg. Men de romerske kors havde alt for megen pynt og granater efter min smag. Men Reykjavik! tænkte jeg videre. På Island må de have de helt rigtige kors. Dem var der sådan set heller ikke noget i vejen med, lige bortset fra prisen. Det rigtige kors fandt jeg hos Lykkes Guld og Sølv i Kolding. Et helt almindeligt Dagmarkors, barndommens kors.
Lige siden er jeg stødt jeg på korsbehængte mennesker overalt. Mest unge, men også andre. De optræder med kors i alle faconer og materialer. Rav, metal, træ, læder. Og kors som vedhæng til perler, der helt forsvinder i kavalergangen. Men hvordan er trenden opstået? Er det den religiøse søgen, man taler så meget om, der her manifesterer sig? Er det et modtræk til islam? Eller er det ren og skær mode? Hvilket fører tilbage til det oprindelige spørgsmål: Hvordan bliver noget mode?