Vær fri, sund og glad – som pensionist

"Er vi opmærksomme på at bruge og glæde os over de nye muligheder, vi herved kan realisere i den tredje alder? Er tiden ikke inde til at bruge den efter eget valg?"

Om at have hus i Abruzzo, Italien

Hvordan er det som dansker at have hus i regionen Abruzzo i Italien? Det har min mand og jeg erfaret gennem de seneste ni år.

Abruzzo, cirka to timers kørsel øst for Rom, er en overset perle i Italien. Med sin vilde skønhed - høje bjerge med sne på toppen, frugtbare dale og et rigt dyreliv med blandt andet ulve og bjørne - er regionen et sandt eventyr. Den venlige befolkning i de historiske bjergbyer gør, at man dels føler sig velkommen, dels hensat til en anden tid.

Hør, hvordan man køber hus og indretter sig i Italien. Hvordan man finder frem til de rigtige mennesker at danne en ejerkreds med, hvis det er behovet. Eller hør om, hvordan det opleves at blive bjergtaget af et andet land, en anden natur og skønhed, og hvordan venskaber langsomt gror frem med beboerne i vores landsby. Og om maden! Robust og enkel og god. Ikke uden grund siger mange, at Abruzzo er Roms spisekammer. Hør også om glæden ved at dele kærligheden til Abruzzo med sine voksne børn og deres familier, der også er faste gæster i huset.

Om romanen Et sted som ingen ser
Hvordan var det at være ung i 1958? I mit nye foredrag vender jeg med denne erindringsroman tilbage til min barndoms- og ungdomsby Sæby og fortæller om den grumme biografiske virkelighed bag romanen.

Vær fri, sund og glad – som pensionist
Pensionister i dag har bedre helbred og er mentalt langt friskere end tidligere tiders pensionister. Men hvordan former livet sig efter arbejdslivets ophør? Er vi opmærksomme på at bruge og glæde os over de nye muligheder, vi herved kan realisere i den tredje alder? Er tiden ikke inde til at bruge den efter eget valg?

Stikord:
Skal man fortsat stå til rådighed? Nu blot for de voksne børn? Eller børnebørn? - ”Vi skal jo ikke være her for evigt.” - Endelig blev det min tur. - Realiser dine drømme. Kom i gang med at skrive den bog, du altid har drømt om at skrive. - Begynd at male, spille, synge arier eller løbe maraton. I erkendelse af, at tiden ikke er uendelig, men at intet er for sent. - Hæv overliggeren. Du risikerer ikke noget ved det. - Slip præstationsangsten. - Optimer dit liv. - Prioriter din tid.

Om romanen Den tomme stol
Er der et liv efter den store kærlighed? Med Den tomme stol har jeg skrevet en roman om den betingelsesløse kærlighed over for den mulige. Jeg fortæller om romanen og dens tilblivelse, læser op fra den, beretter om glæden ved at starte og udkomme på eget forlag, og lægger efter pausen op til samtale.

Island - drøm og virkelighed, nutid og fortid
Islændinge er som realistiske fantaster i et land, hvor virkelighed og drøm hele tiden blandes. Virkeligheden er forankret i teknologi og markedsøkonomi, men i landskabets klipper og sten bor ”de usynlige”. Overnaturlige væsener der lever i parallelverdener til vores, ifølge mange islændinge. En tro der trækker spor tilbage til Islands historie på godt og ondt til landnamstid og sagatid.

Jeg har på mødrene side rødder i Island og kommer i mit foredrag ind på min slægts saga, Svarfdælasagen, der er skrevet i 1400-tallet, og som jeg har oversat til dansk.

At oversætte sagaen var som at lukke døren op til et rum, der ikke havde været åbnet i seks hundrede år. Ud over at høre om bosætternes liv i vikingetiden, får vi også et indblik i kvindernes vilkår på den tid, samt et bud på, hvorfor de ofte var så intrigante og skånselsløse i deres rænkespil.

Oversættelsen foreligger som trilogien Svafdælasagaen: Thorsteins Saga, Klaufis Saga og Karl den Stummes Saga.

Huskunstner
Jeg laver ofte skriveværksteder og forfatterarrangementer på skoler og biblioteker. Jeg er optaget i Kunstrådets Huskunstnerdatabase, hvor skoler og andre uddannelsesinstitutioner kan søge om at få 75 % i tilskud til mit honorar. Med udgangspunkt i den prisbelønnede DISA-serie aktiverer jeg børnene ved at fortælle om såvel den skabende som den helt konkrete proces der ligger bag udgivelsen. Se mere om ordningen her.